Pinot Noir. Green Valley er et af Sonomas køligste underområder. Tågen dækker vinmarkerne til et godt stykke op af dagen. Stilen for Pinot Noir fra Green Valley er derfor altid forbavsende syrerig og til tider kan den også opnå det eftertragtede muldjordspræg. De Loach blander fra flere topmarker med forskellige Pinot Noir-kloner.
Noter: Pinot Noir Green Valley er den inkarnerede moderne californiske Pinot Noir-stil. Den er pakket med kirsebær og ribs, muldjord og klippesten samt ikke mindst et udtalt præg af granatæble. I munden eksploderer vinen med endnu mere aromadybde og ikke mindst blæsende intensitet. Der er tannin til stede, men den er først og fremmest tilslebet og af højeste kvalitet, endda suppleret med udtalt og æggende syre. En californisk Chambertin.